Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Nykøbing Falster i tidsrummet 24/4 til 2/5.

 

HÆNDELSER

MARIBO og NYKØBING: To butikstyve sigtet
Mandag klokken 15.33 fik politiet en anmeldelse om butikstyveri fra en forretning i Lollands Centret, hvor en mand havde forladt butikken uden at betale for forskellige Kählervarer til en værdi af knap 5.000 kroner. På baggrund af vidneforklaringer fandt politiet frem til den pågældende ud på aftenen, hvor en 48-årig mand fra Sakskøbing blev sigtet for butikstyveri.

 

NYKØBING F.: Spyttede og sparkede

I går aftes klokken 22.28 blev politiet kaldt ud til et slagsmål mellem to kvinder på en adresse i Nykøbing F. De var kommet i klammeri, da den ene ville forhindre den anden – en 29-årig kvinde – i at køre bil, fordi hun var beruset. Den 29-årige var noget voldsom, og spyttede og sparkede efter betjentene, da de kom til stedet. Hun blev derfor anholdt og sigtet efter ordensbekendtgørelsen og for vold mod polititjenestemand. Den 29-årige blev taget med til detentionen, hvor hun fik mulighed for at køle lidt ned.

 

NYKØBING FALSTER: Truede par på livet

En 56-årig mand er sigtet for vold og trusler på livet, efter han søndag flere gange opsøgte et par på 29 og 30 år på deres adresse. Her var den 56-årige, der var alkoholpåvirket, meget opfarende og aggressiv og truede blandt andet med at han ville voldtage og dræbe de to. Herefter gik han dog hjem til sig selv. Da manden blev sigtet og afhørt, nægtede han først, at han havde truet parret, men en halv time efter patruljen forlod stedet, opsøgte manden igen parret, truede dem – denne gang med en kniv – og udsatte dem for vold. Nu blev manden anholdt, sigtet for vold og trusler igen, og taget med til Næstved Politistation. Den 56-årige blev løsladt mandag klokken 6.22.

 

Nykøbing Falster: Efterladt Sundhedskort

Klokken 15.33 var der en 48-årig mand fra Nykøbing, der havde efterladt sit sundhedskort i et supermarked i Guldborgsundcentret, hvor han havde fået udleveret to pakker cigaretter, som han imidlertid ikke betalte for. Det gjorde politiets arbejde lidt nemmere at finde frem til den 48-årige, som blev sigtet for butikstyveri.

 

Nykøbing Falster: Kørte uden kørekort

Lørdag klokken 2.40 standsede politiet en 33-årig mand fra Nykøbing på Lyngvejen ved Horreby. Den 33-årige havde ikke noget kørekort, og han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret. Da det var tredje gang, han blev sigtet for at køre uden kørekort, blev den bil, han kørte i, beslaglagt på stedet.

 

FÆRDSELSKONTROLLER 

Guldborgsund Sakskøbingvej Fredag 11.10-12.25  

  • En kørsel uden førerret
  • En kørsel over spærrelinje
  • En traktor undlod at lette overhalingen for bagvedkørende

 

PÅVIRKEDE TRAFIKANTER 

Nykøbing Falster – Lørdag 15:43 

Sorøvej – 56-årig mand fra Nykøbing Falster – Spirituskørsel 

Nykøbing Falster – Søndag 04:15

Brovejen – 30-årig mand fra Vallensbæk Strand – Narkokørsel 

Nykøbing Falster – Mandag 15:07

Nr. Boulevard – 48-årig mand fra Nykøbing – Spirituskørsel

Nykøbing Falster – Mandag 16:55

Sundby Alle – 44-årig mand fra Toreby – Narkokørsel

 

 Indbrud:

Nykøbing F. – Rosendahlsgade – Onsdag 26/4 kl. 9:32 – 9:35  – Udbytte: Lampe

Foto: JTL