Sjællands Universitetshospital i Roskilde, Køge og Nykøbing F. laver nu en opbremsning i forbruget. Det er nødvendigt for at få balance i økonomien, og det skal gøres uden at påvirke kvaliteten i patientbehandlingen og adgangen til nødvendige sundhedsydelser.

Foto ABW

Længere tids ubalance i økonomien på Sjællands Universitetshospital (SUH) får nu sygehusledelsen til at stramme yderligere op i forbruget. Udfordringen har været kendt siden efteråret 2023, og det er udfordringer, som der arbejdes og handles på. Der er i begyndelsen af efteråret 2023 taget initiativer på SUH, som skal nedbringe udgifterne med 150 mio. kr. i 2024 i et samlet budget for SUH på 5,2 milliarder kroner.

De indsatser, som er sat i gang, viser allerede en effekt, men der er behov for tilpasninger på SUH for yderligere 200 mio. kr. i 2024. Blandt andet skal der også kigges grundigt ind i optimering af patientforløb og kapacitet, så SUH kan varetage flere af de patienter, som i dag sendes til behandling på enten privathospital eller til andre regioners sygehuse.

– Sundhedsvæsnet er generelt under pres og inde i en omstilling efter COVID, hvor vi havde en helt særlig opgave. Den omstilling skal vi også igennem på SUH, og det handler især om at ændre på nogle af de driftsløsninger, som vi fik etableret under COVID, siger sygehusdirektør Ricco Norman Dyhr.

Handlingsplan på vej
SUH er nu i fuld gang med at udarbejde en handlingsplan, som i næste uge skal fremlægges for Forretningsudvalget i Region Sjælland. Det vil indebære nye initiativer, der også særligt har fokus på at nedbringe såkaldt ’fordyrende løsninger’ som brug af vikarer og FEA – frivilligt ekstra arbejde. De økonomiske udfordringer skyldes særligt et højt forbrug af vikarer og et stort antal patienter, som må sendes til behandling uden for regionen eller på privathospital. Den nylige fusion mellem SUH og Nykøbing F. Sygehus har således ikke spillet ind på de økonomiske udfordringer.

– Vi skal have vores gode og effektive vaner fra før COVID tilbage på vores sygehuse, og det er en tendens som ses generelt i sundhedsvæsenet. Det har kostet os dyrt i 2023 og vil fortsætte i 2024, hvis ikke vi sætter effektivt ind nu. Vi skal accelerere omstillingen af vores sygehusvæsen, og det skal vi sammen med vores ledere og medarbejdere. Vi skal gennemgå vores forbrug og arbejdsgange på alle niveauer. Vi skal optimere vores patientforløb på både undersøgelses- og behandlingsområdet, f.eks. på vores operationsgang. Vi skal også nedbringe vores sygefravær og nedbringe antallet af dyre løsninger som vikarer, siger Ricco Norman Dyhr.

Fokus på patientforløb
Sygehusdirektøren understreger, at der i omstillingen vil være et skarpt fokus på ventetid for patienterne. Her vil man se på, om patientforløbene kan tænkes på en anden måde, som også vil være bedre for patienten.

– Kan vi for eksempel flytte en dyr operation med efterfølgende indlæggelse til et dagkirurgisk tilbud til gavn for patienten, så kan vi optimere vores drift, og patienten får et bedre forløb, nævner Ricco Norman Dyhr som eksempel.

– Vi skal også se på, hvornår vi kalder patienter til kontrol. Om alle patientgrupper skal have samme forløb omkring kontrol. Vi skal tænke os om på ny. Men det skal gøres uden at påvirke patientsikkerhed, kvaliteten i patientbehandlingen og adgangen til nødvendige sundhedsydelser.

Vil undgå afskedigelser
Sygehusledelsen ønsker at give afdelingerne så få restriktioner som muligt i at optimere og effektivisere, men udmeldingen er så vidt muligt at undgå afskedigelser. Nu skal afdelingerne på SUH hver især udarbejde en plan, som skal fokusere på omstilling og nedbringelse af FEA, vikarforbrug samt privathospitalsforbrug. Der kan f.eks. også indgå planer om nedlæggelse af ubesatte stillinger, eller at man måske ikke genbesætter en stilling, hvis en medarbejder har sagt op.

– Vi har brug for vores dygtige medarbejdere, og jeg vil understrege, at det er dem, der skaber den behandling og omsorg, som vi giver vores patienter. Uden dem er vi ingenting. Vi vil gerne fastholde vores medarbejdere. Men vi skal nedbringe de løsninger, som er blevet fordyrende for os. Derfor håber jeg også, at vores medarbejdere vil tage aktivt del i det, vi nu i fællesskab skal få til at lykkes, siger Ricco Norman Dyhr.

Kilde.