Til foråret begynder et stort aktivitetsområde for alle aldre at skyde op i Sakskøbing. En del af området vil blive omdannet til legeplads, som er meget efterspurgt i byen. Teknik, Klima og Miljøudvalget har netop frigivet penge og godkendt projektet.

Gl. Rørbæk Stadion i Sakskøbing får til foråret et helt nyt liv. Her begynder Guldborgsund Kommune at anlægge et helt nyt aktivitetsområde for alle aldre og med legeaktiviteter for de små.

Arbejdet sker som en del af Sakskøbing Byrum, som er den kommunale områdefornyelse i byen. Områdefornyelsen lagde ud med en stor indsamling af borgeridéer til udvikling af byen. Her var det netop leg for børnene og plads til fysisk aktivitet, der var øverst på rigtig manges ønskeliste.

Der er sidenhen blevet arbejdet med at gøre drømme til konkrete planer i en ressourcegruppe bestående af lokale borger, en rådgiver og repræsentanter fra den kommunale forvaltning.

Enigt udvalg bakker op

Planerne er netop blevet godkendt af Teknik, Klima og Miljøudvalget, hvor et enigt udvalg nikkede ja til at realisere planerne og frigive godt 2,5 millioner kroner til projektet.

”Det er et rigtigt spændende projekt, som jeg er sikker på, også vil skabe masser af glæde og aktivitet i byen. Det er rigtigt dejligt, når vi på den måde kan opfylde borgernes ønsker,” siger formand for Teknik, Klima og Miljøudvalget Annemette S. Johnsen.

Ressourcegruppen har udarbejdet en masterplan for hele området, men det er ikke hele planen, der kan realiseres med de nuværende midler. Men det betyder ikke, at det ikke er et færdigt aktivitetsområde, der bliver skabt nu. Planen er nemlig delt op, så man kan arbejde særskilt med de forskellige tiltag.

”Ressourcegruppen har lavet et rigtigt stærkt stykke arbejde. Der er ingen tvivl om, at når vi får engagerede lokale borgere med i sådan en proces, så løfter projekterne sig, fordi vi rammer de lokale behov meget præcist – for ingen ved bedre, hvad der er relevant for et område, end dem der færdes der hver dag. Så fra udvalget vil vi gerne sige et stort tak for indsatsen og de frivillige timer, der er lagt i at udvikle et flot projekt til glæde for hele byen,” siger udvalgsformanden.

Fakta om aktivitetsområdet

Med de tildelte penge anlægges to områder kaldet ”Den urbane plads” og ”Ned til vandet”.

Begge områder indeholder aktiviteter for både unge, mindre børn og voksne.

Den urbane plads indeholder mindre rum med forskellige aktiviteter, herunder bl.a. fitness, basket, trampoliner og balance. Imellem rummene skabes der plads til ophold, så det er muligt for forældre at holde øje med deres børn, men også for at inviterer folk ind, som ikke nødvendigvis ønsker at være aktive, så de stadig kan være en del af fællesskabet og nyde godt af området. Området udnytter større dele af den allerede eksisterende asfaltbelægning, så det ikke længere vil ligge forladt hen, og områdets generelle udtryk op mod Saxes Allé ændres.

Ned til vandet udnytter områdets placering ved åen ved at bringe folk helt tæt på vandet. Der etableres trædæk ud over åen, hvori der også placeres net, så det vil være muligt at ligge og kigge ned i vandet. Området lægger ikke op til vild leg af sikkerhedshensyn, men vil i stedet give mulighed for at observere og nyde naturen.

Guldborgsund Kommune vil søge fondsmidler til også at få de sidste dele af masterplanen med – lykkedes det, så kan anlægsfasen rykkes, så det hele etableres på en gang.

For yderligere information, kontakt:

Annemette Johnsen, formand for Teknik, Klima og Miljøudvalget: 25 18 18 63

Maria Engsig Østergaard, projektleder for Sakskøbing Byrum: 25 18 07 80

Kilde

Foto: ABW