Hallen, der i projektfasen er gået under navnet ”Hal 4” og som er en del af ”Nykøbing F. Hallen”, skal naturligvis have sit eget navn.

Derfor udskrev kommunen en konkurrence i efteråret 2022, hvor borgerne kunne stille forslag til, hvad den skal hedde. Hele 163 borgere indsendte forslag, og det var herefter op til Landdistrikter, kultur og fritidsudvalget i Guldborgsund Kommune at vælge, hvilket af dem, det skulle være.

Ved et arrangement i hallen tirsdag eftermiddag, hvor det blev fejret, at bygningen nu står færdig, blev det nye navn afsløret af Ole K. Larsen, formand for Landdistrikter, kultur og fritidsudvalget. Hallen skal hedde: Guldboxen.

Dette navn havde hele syv forskellige borgere foreslået, og de får alle den præmie, der var blevet stillet i udsigt. Vinderne får hver to billetter til NFH’s første hjemmekamp den 08.09.2023. Dette inkluderer stående buffet forud for kampen samt mulighed for at møde holdet bagefter.

Ole K. Larsen sagde blandt andet i sin tale: ”Vi ønsker med den nye hal at skabe en arena for store oplevelser her i Guldborgsund. Vi ønsker at skabe gyldne øjeblikke og fremhæve det område, som vi bor i her ved Guldborgsund, og derfor har vi valgt at navnet skal være ”Guldboxen”.

Pajor har haft opgaven med at designe det nye logo til hallen ” i samarbejde med medarbejdere i Nykøbing F. Hallen, der har givet input til den fremtidige vision for Guldboxen. Logoet forestiller et X i guld og rummer teksten ”Nykøbing F. Hallen”.

Det er Gråkjær, der har løftet opgaven med at opføre den nye hal og kommunen benyttede ved arrangementet lejligheden til også at takke for dette gode samarbejde.

Guldboxen er allerede godt booket op med arrangementer, og den blev da også opført for netop at nedbringe aflysninger, skabe haltimer nok til skoler og foreninger og ikke mindst for at NFH kan spille deres hjemmekampe på egen bane også når det gælder EHF (European League).

Guldboxen åbner officielt d 1. oktober 2023 med Byens Bedste Børnefest.

Kilde

Foto: ABW