Teknik, Klima og Miljøudvalget i Guldborgsund Kommune har netop godkendt forslag til ny lokalplan og et lokalplantillæg for Marielyst Ferieby. Det samlede plangrundlag lovliggør de 10 nye sommerhuse i feriebyen, og det lægger samtidig vægt på at bevare områdets kulturmiljøer, landskab og bebyggelser.

Et nyt plangrundlag for sommerhusområdet i Marielyst Ferieby er snart klar til at blive sendt i høring. Teknik, Klima og Miljøudvalget i Guldborgsund Kommune godkendte på sit møde onsdag forslag til lokalplan samt kommuneplantillæg for området.

Med forslaget til plangrundlag vil alle sommerhuse i området være lovliggjort, herunder de 10 nye sommerhuse. Desuden lægges der op til, at området bliver udpeget som kulturmiljø, der fortæller historien om feriekulturen i Danmark fra Staunings ferielov til nutidens efterspørgsel på moderne feriehuse.

Der lægges også op til et stop for flere sommerhusbyggerier i feriebyen. Til gengæld kan der bygges et nyt hus på op til 200 kvadratmeter til fælles formål.

Der skal desuden være fri færdsel i hele feriebyen, hvor området er tænkt som et sammenhængende landskab uden hegn om de enkelte grunde.

“Det er et grundigt og gennemarbejdet forslag, som bygger på en meget bred inddragelsesproces af sommerhusejerne i området. I plangrundlaget smeltes det gamle og det nye område i feriebyen sammen på en rigtig fin måde, og vi har tilføjet yderligere bestemmelser til forslaget, som kan sikre, at vi kan undgå høje hegn og overdækkede terrasser ved husene,” siger Annemette Schønberg Johnsen, der er formand for Teknik, Klima og Miljøudvalget.

I inddragelsesprocessen har sommerhusejerne og andre kunnet komme med idéer og forslag til det nye plangrundlag, og der har været afholdt flere møder i området mellem forvaltning, politikere og sommerhusejere.

“Der er mødt mange engagerede sommerhusejere op til fællesmøderne med en positiv tilgang og med konstruktive løsninger for øje, og alle har lyttet til hinandens argumenter, når de forskellige løsninger har været på bordet. Så selvom arbejdet er sket på en turbulent baggrund, så er jeg meget glad for den proces, vi har haft. Det er helt afgørende at have engagerede medspillere, som også kan udfordre. Det vil jeg gerne anerkende alle parter for. Både sommerhusejere, forvaltning og alle andre, der har været en del af processen,” siger Annemette Schønberg Johnsen.

Inden forslag til lokalplan og kommuneplantillæg kan sendes i høring, skal det godkendes af Økonomiudvalget og byrådet.

Kilde

Foto: ABW