Afgrøderne i landbruget kan udnyttes i langt højere grad end vi tidligere har været vant til. Faktisk kan afgrøderne være afgørende i den grønne omstilling, hvor der er brug for, at alle jordens ressourcer udnyttes bedst og mest muligt. Det er et af de temaer der er på programmet den 4.-5. oktober, når Dansk Bioøkonomi Konfe…

Den grønne omstilling kræver nye løsninger, og et nyt blik på hvordan vi skaber en bæredygtig fremtid. Én uudnyttet mulighed ligger lige i jorden foran os. Det handler om landbrugets afgrøder, som har potentiale til at være meget mere end fødevarer for mennesker og dyr. Afgrøderne kan udnyttes langt mere og bedre, og er en afgørende brik i den grønne omstilling.

”Jeg ser helt klart landbruget som en vigtig del af den grønne omstilling, og netop derfor indgik vi i juni måned en partnerskabsaftale med landbrugsorganisationen VKST. Landbruget er en vigtig nøgle, der ud over fødevarer, også kan levere de afgrøder og råstoffer, som fremtidens produkter og byggematerialer skal laves af. Men der er mange ønsker til arealanvendelsen, hvor der også skal være plads til vedvarende energi, og biodiversiteten skal styrkes. Med Dansk Bioøkonomi Konference håber vi at kunne bidrage til, at der deles viden på tværs af fagligheder, så vi får bæredygtighed ”hele vejen rundt” ” siger borgmester Simon Hansen, Guldborgsund Kommune.

Mange områder i verden er eller bliver for tørre eller våde til at dyrke landbrug. Danmark forventes fortsat at være et af klodens bedste steder at dyrke jorden. Med dyrkningspraksis der understøtter og udvikler det levende økosystem, kan dansk jordbrug levere både fødevarer og biobaserede råvarer til byggeri, tøj og forbrugsgoder – til et bæredygtigt biobaseret samfund, som aldrig løber tør for fødevarer eller nødvendige materielle goder.

”Vi har de seneste år set mange bud på alternative materialer, til substituering eller supplement af vores nuværende indkøb, af særligt træbaserede produkter, dog ikke bud med et reelt potentiale for at udfordre eksisterende materialer – Enten fordi sammensætningen ikke minimerer den samlede udledning, besværliggør og fordyrer de øvrige processer, eller simpelthen fordi der ikke kan produceres i de nødvendige volumener. Med ”biopladen” har vi åbnet op for muligheden, for at aftage de store mængder spildmateriale landbruget producerer fra diverse afgrøder, i en sammensætning der upcycler spildet til produkter der kan konkurrere på både minimering af CO2, direkte substitution og ikke mindst volumen.” siger Anna Kathrine Ahler Karkov fra HORN repræsenterende ”biopladen”, i samarbejde med Søren Jensen – Rådgivende Ingeniører & SLETH.

Én af dem der også godt kan bruge landbrugets restprodukter, er Niels Krogsgaard Ottesen fra firmaet Insektprotein;

”Melorme og insekter i det hele taget kan sagtens leve af landbrugets restprodukter, så jeg står klar til at tage i mod. Netop disse sammenhænge, hvor nogen kan bruge sidestrømmene fra en produktion, er noget af det vi skal have endnu mere af fremover. Det er noget der styrker den grønne omstilling”

Niels står også klar på konferencen, hvor deltagerne får mulighed for at nyde hans velsmagende pølser. Insekter er hovedbestanddelen og modsat mange andre er Insektproteins pølser fulde af protein og med meget få e-numre.

Styrken ved Dansk Bioøkonomi Konference

Den årlige Dansk Bioøkonomi Konference har et stort og ambitiøst program på plads, og inviterer til to dage med høj faglighed og netværk. Der vil være forskere, virksomheder, dem der kan finansiere og dem der står med fødderne plantet i mulden. Kort sagt er alle dem der kan sikre den bæredygtige omstilling til stede.

Konferencen finder sted den 4. – 5. oktober på Engestofte Gods på Lolland. Det er også muligt at udvælge en enkel dag.

”Det er 8. gang vi afholder konferencen, men første gang vi afholder den over to dage. Der er mange emner at drøfte på tværs i hele værdikæden, så derfor er der i år også en netværksmiddag på programmet. Det håber vi deltagerne tager godt i mod” siger programkoordinator for Bioøkonomisk Vækstcenter Mette Jørgensen.

At både virksomheder, investorer, forskere, organisationer, studerende og mange flere er samlet om samme tema skaber en ekstra dynamik og en samlet meget stor viden om hvordan vi kommer fra forskning og innovation til de færdige produkter, så vi får grøn omstilling i praksis.

Læs mere om konferencen her: https://www.bioguldborgsund.dk/viden/dansk-biooekonomi-konference/dansk-biooekonomi-konference-2023

Kilde

Foto: ABW