Guldborgsund Kommunes socialudvalg har netop sendt et udkast til ny socialpolitik i høring. Frem til den 14. november kl. 12.00 har alle mulighed for at komme med input og kommentarer.

Dialogmøder, workshops og politiske drøftelser. De seneste måneder har Socialudvalget i Guldborgsund Kommune sammen med en række organisationer, samarbejdspartnere, private aktører og medarbejdere i kommunen arbejdet på et udkast til en ny socialpolitik. Nu ligger udkastet klar, og frem til den 14. november kl. 12.00 kan alle, der har lyst og interesse, komme med input og ideer til den endelige socialpolitik.

I arbejdet med udkastet til socialpolitikken har det været vigtigt for udvalget, at det kredser om menneskesyn, værdier og samarbejde frem for målgrupper inden for det sociale område.
Britta Lange, formand for Socialudvalget håber, at mange har tid og lyst til at give deres besyv med.

”Vi har haft en virkelig god proces sammen med mange forskellige mennesker inden for det sociale område. Det gælder medarbejdere fra flere områder af kommunen, nogle af de mennesker, der har behov for vores sociale tilbud, eksterne fagpersoner og mange andre. Jeg vil gerne sige tak til alle, der har bidraget indtil nu. De har bidraget med viden, gode betragtninger og ærlige overvejelser om, hvad det vil sige at have behov for hjælp og støtte, og hvordan vi kan være fælles med vores medborgere om de rigtige indsatser,” siger Britta Lange, der er formand for Socialudvalget.

Næstformand i Socialudvalget, Katrine Folmann von Arenstorff Christiansen, er også glad for den proces, der har ledt frem til første udkast.

Det har været spændende og inkluderende. Fagpersoner, organisationer og diverse aktører har budt ind for aktivt at sætte præg på en nærværende og oprigtig socialpolitik, der favner bredt. At få alle betragtninger med er en stor opgave, hvor udvalget og administrationen har haft lektier for. Nu er vi spændte på reaktionerne, da vi ønsker, at alle kan spejle sig i en kommende socialpolitik,” siger Katrine Folmann von Arenstorff Christiansen.

Sådan afgiver man et høringssvar
Hvis man ønsker at læse udkastet til ny socialpolitik og afgive et høringssvar, komme med input eller kommentarer, skal man gå ind på www.sammenom.guldborgsund.dk. Når man er registreret som bruger på portalen, kan man læse med og give sin mening til kende.
Høringsfristen er tirsdag den 14. november kl. 12.00.

Kilde

Foto: ABW