Grønne læringsrum. Nye vandrestier. Saunaer. Skolehaver. Madpakkehytter.

Det er bare nogle af de 270 projekter, der har fået tilskud fra den pulje af Udlodningsmidler til Friluftsliv, som Friluftsrådet netop har uddelt.

I Region Sjælland er der givet 3,2 mio. kroner til 34 projekter, og på landsplan lyder støtten på 21,4 mio. kroner til projekter i 84 kommuner.

Projekterne fordeler sig på tre overordnede temaer: Fysiske rammer for friluftsliv, vandfriluftsliv, og børn og unges friluftsliv.

Over halvdelen af projekterne hører til i den sidste kategori: Indsatser, der fremmer børn og unges friluftsliv og øger deres naturforståelse.

“Børn og unge skal opleve værdien ved friluftsaktiviteter og føle glæden og tilknytningen til naturen, for det giver værdi for både det enkelte barn eller ung og for os alle sammen i forhold til den grønne omstilling. Derfor er vi rigtig glade for at kunne støtte så mange projekter, der giver børn og unge bedre muligheder for udeliv og naturoplevelser,” siger Winni Grosbøll, direktør for Friluftsrådet.

Blandt projekterne er således adskillige skolehaver og andre grønne læringsrum.

Fokus på bæredygtige projekter
En anden betydelig del af de støttede projekter omhandler etablering af friluftsfaciliteter, herunder bål-/madpakkehytter, sheltere, badebroer, saunaer samt anlæg og afmærkning af stier og ruter rundt om i landet.

“Alle skal have adgang til naturen, og den store interesse for støtte til den type projekter viser, at der er et væsentligt behov. Blandt andet for at forbedre de fysiske rammer, som gør det nemmere for mennesker med særlige behov, herunder sårbare grupper, handicappede og naturuvante, at komme ud,” siger Winni Grosbøll.

I støtten til fysiske faciliteter i naturen har Friluftsrådet haft fokus på at støtte projekter, hvor der er indtænkt bæredygtighed.

For eksempel ved brug af miljøcertificerede materialer, forskellige tiltag for at øge biodiversiteten lokalt, eller deleordninger, hvor friluftsudstyr udlånes til en bred målgruppe.

“Friluftsliv handler for mange om respekt for naturen og bæredygtighed, men den forbrugskultur, som ofte er forbundet med friluftsliv, kan ende med at skade den natur, som udstyr og faciliteter skal give adgang til. I takt med at vi bliver flere naturbrugere, stiger behovet for at understøtte et bæredygtigt friluftsliv. Det er derfor glædeligt, at vi kan bevillige støtte til projekter, hvor der tages hensyn til natur og miljø,” siger Winni Grosbøll.

Friluftsrådet har i alt modtaget 447 ansøgninger, og cirka 69 procent af de bevilligede midler går til foreninger og organisationer.

Gode projekter i Region Sjælland
Der er mange gode initiativer blandt de 34 projekter, der har fået tilskud i Region Sjælland.

Eksempelvis har Roskilde Oplevelseshavn fået 90.000 kroner til at etablere en maritim nyttehave i Roskilde Fjord, og Vestsjællands Wake og Surf Klub 65.000 kroner til en mobil sauna, der vil kunne forlænge saunaen for bl.a. surfere og badere ved Vestsjællands kyst.

Derudover har foreningen Kongskilde Naturcenter fået 300.000 kroner til via blandt andet en app at inspirere og engagere familier, der er på kano-, cykel- eller vandretur langs Susåen, til aktivt at tage hensyn til naturen og dyrelivet.

Også målrettet børn og unge har Nationalpark Skjoldungernes Land fået 350.000 kroner til projektet Bliv Fjordforsker. Et fællesfagligt forløb til naturfagsundervisning for 8.-9. klasser og med udgangspunkt i sejlture på Roskilde Fjord, hvor eleverne laver undersøgelser til brug for det videre forløb på skolen.

Se hele listen over de støttede projekter:

https://presscloud.com/file/47/479200326517377/Tilskud_til_Friluftsliv_for_2023.pdf

Foto: ABW
Foto: IDM