Liselund Gods, en herskabelig gård med hovedbygning, tre boliglejemål, professionelle driftsbygninger og 228 ha jord, er netop solgt. EDC Landbrug Poul Erik Bech har formidlet salget af gården, der blev solgt for 68 mio. kr. Sælger havde planer om at opføre vind- og solenergi på jorden, men efter stor interesse og nøje overvejelser, er der nu fundet en køber.
Liselund Gods på Liselundvej 5 tæt på Stubbekøbing på Nordfalster er netop solgt med en hurtig overdragelsesdato, som allerede var 1. maj 2025. Men i første omgang kommer sælger, Christian Wibholm, ikke til at slippe landbruget, fortæller han:
“Jeg startede med de 228 ha jord, men har siden forpagtet mig mere jord og haft ansat en medarbejder på fuldtid for at kunne passe alt jorden. Det har været en bevist strategi fra min side at forpagte jord fremfor at købe, da ingen af vores børn er interesseret i at drive landbruget videre. Forpagtningsaftalen ophører ved udgangen af sæsonens høst, så jeg tager lige en sidste tørn i landbruget.”
“Det bliver spændende at se, hvad fremtiden bringer. På nuværende tidspunkt kan jeg hverken be- eller afkræfte, om jeg fortsætter i landbruget, men mon ikke at det ville være smart at geninvestere pengene i lidt mindre landbrug,” siger Christian Wibholm, der stillede op for Danmarksdemokraterne i Guldborgsundkredsen ved seneste folketingsvalg i 2022.
Den store herskabelige gård er handlet til 68 mio. kr. efter at være udbudt til 73 mio. kr.
Fra grønt potentiale til lokale hænder
Christian Wibholm har ejet og drevet Liselund Gods siden 2007, hvor han købte den herskabelige gård i fri handel, og siden har landbruget vokset sig større og større. Derfor har der også været store overvejelser bag, før beslutningen om et salg blev realiseret.
“Jeg kender Frank Poll (landbrugschef i EDC Landbrug Poul Erik Bech, red.) efter vi tidligere arbejdede sammen i Nykredit. Han er utrolig dygtig og ved en masse om ejendomme og landbrug, så de sidste par år har jeg sparret med ham. Det startede egentlig med, at jeg ville forsøge at finde nogle udviklere, der kunne opføre sol- og vindenergiløsninger på landbrugsjorden. Hvordan og hvorledes håndterer man lige det? Det kunne Frank Poll hjælpe med.”
“Senere foreslog han, at vi skulle lave et totalprospekt på hele landbrugsejendommen, og det skabte stor interesse fra bl.a. hollandske landmænd. Men i sidste ende er Liselund endt i lokale hænder hos Anders Kappel, der driver et stort landbrug tæt på, så det har været en rigtig fin proces og Frank Poll har været en stor hjælp,” siger Christian Wibholm.
Sandt flagskib inden for dansk landbrug
Frank Poll, landbrugschef hos EDC Landbrug Poul Erik Bech, der har formidlet salget af Liselund Gods, siger: “Liselund Gods er et enestående landbrug med et stort uforløst potentiale. Hovedbygningen stammer fra 1950’erne og står som et tidløst monument over fortidens byggeskik og er løbende blevet moderniseret og tilpasset nutidens standarder. Derudover er der tre andre beboelsesenheder, syv professionelle driftsbygninger og 228 ha jord med i handlen. Det sikrer de mest optimale arbejdsforhold for den moderne landbrugsdrift, og der har også været stor interesse fra professionelle landmænd, hvilket vidner om et driftigt landbrug med stort potentiale.”
“Med sin unikke kombination af historisk charme, moderne komfort og potentiale for indkomst, er Liselund et sandt flagskib inden for dansk landbrug. Stort tillykke til Christian med salget og tillykke til Anders med købet. Jeg glæder mig til at følge udviklingen på Liselund Gods,” siger Frank Poll.
